Vores mission & værdier
Vi vil samskabe oplevelsesrige rammer med børn, unge og voksne i lokalområdet, og samskabe et positivt fællesskab for Esport interesseret.
Medlemsregler for Nr. Tranders Esport
information angående Nr. Tranders Esport vil være tilgængelig på følgende platforme:
- Discord: https://discord.gg/kuDeTzg
- Hjemmeside: www.nrtesport.dk
- Facebook: Nørre Tranders Esport
Nr. Tranders Esport er medlem af DGI og vi følger DGI’s ETISKE KODEKS for Esport. Kodeks er udleveret ifm. indmeldelse.
Adfærd til træninger/turneringer
Hos Nr. Tranders Esport skal du:
- deltage for din fornøjelses skyld
- vise respekt over for alle udøvere, både med- og modspillere
- vise respekt, være åben og ærlig i forhold til trænere og ledere
- ikke lave hånende eller nedladende tilråb
- ikke skrive hånende eller nedladende chatbeskeder eller komme med udtalelser til eller om med- og modspillere, dommere, officials, trænere eller ledere
- opføre dig over for andre, som du selv gerne vil have, at de opfører sig over for dig
- Voldelig adfærd i form udbrud, slå i bordet og lignende accepteres ikke.
Motion og Sundhed
- Nr. Tranders Esport vil inkorporere fysisk aktivitet som en del af foreningsaktiviteten. Dette kan være en selvstændig obligatorisk aktivitet eller en del af en træningsaften.
- Der vil være vand under træningsaktiviteter – energidrikke tolereres ikke.
- Der vil der være obligatoriske informationsaftener, som handler om fysisk aktivitet. Begrundelsen er at hjælpe spillerne til at forstå vigtigheden af sund kost og motion ift. at blive en bedre udøver.
- Der vil også være en informationsaften, som handler om ergonomi. Begrundelsen er at mange spillere formentlig bruger mange timer foran skærmen, og dermed er det meget relevant, at der er korrekt opsat bord, stol, skærm, belysning mv.
Forældreinfo
Forældreopbakning er nødvendig for at dette bliver en succes. Der vil være behov for hjælp til kørsel til turneringer og træninger mv.,
- Forældreopbakning kan være nødvendigt ved afvikling af træningsaftener.
- Nogle spil anvender PEGI-aldersvejledning (Fortnite 12 år / CS:GO 18 år). I Danmark er det fortsat en vejledning – ikke en lov. Det er forældrenes ansvar selv at tjekke PEGI-aldersvejledning før tilmelding til holdet. Under LAN og andre events vil klubben ligeledes ikke kunne tjekke op på, hvad deltagere spiller eller ser. Det er derfor forældrenes ansvar at have en god dialog med børnene herom.
Aktiviteter i Nr. Tranders Esport
- Træninger vil indeholde taktiske oplæg, individuel træning, fællestræning, kampafvikling, hvor dagens taktikker bliver spillet, samt fysiske aktivitet.
- Informationsaftener for spillere og forældre
- Viewing parties – her mødes spillere (og interesserede forældre) til en aften, hvor man fælles følger en turnering, f.eks. ESL Pro League. Her kan man hygge sig med at se nogle kampe, og lære hvordan de professionelle spiller.
- Eventuel deltagelse i turneringskampe på tværs af landet dyster mod hinanden.
- Andre events og lanparties mv.
Turneringspræmier – Udbetalingspolitik
Når Nr. Tranders Esport er til stævner – LAN’s – kan der være mulighed for at vinde penge.
Nr. Tranders Esport har følgende regler omkring præmiepenge:
- Spiller/hold får udbetalt 80% af den samlede pengepræmie
- Nr. Tranders Esport anvender resten til videreudvikling af faciliteter, arrangementer og uddannelse af instruktører.
Erstatningspligt
Ved forsætlige skader på udstyr og inventar vil der blive fremsat erstatningskrav, hvilket ligger i tråd med den generelle opførsel og omgangstone vi ønsker i Nr. Tranders Esport.
Overtrædelse medlemsregler
Overtrædelse af medlemsreglerne, herunder DGI etiske kodeks accepteres ikke. Træner og bestyrelse har således mulighed for at foretage sanktioner i forbindelse med overskridelse heraf. Sker der overskridelse vil forældre få information uafhængig af omfanget.
Samtykke ifm. hjemmeside og Sociale medier
Som medlem af foreningen har du som udgangspunkt givet samtykke til at foreningen må have lov til at tage situationsbillede, som må anvendes på foreningengens hjemmeside, facebook-side, youtube-kanal mv. Hvis der ikke ønskes at der deles billeder af bestemte medlemmer skal foreningens formand orienteres herom skriftligt på info@nrtesport.dk
Udmelding af NRT eSport
- Ønsker man at udmelde sig af NRT eSport er eneste mulighed at skrive en e-mail til info@nrtesport.dk og melde sig ud.
- Udmeldelsen skal ske inden næste kontingentperiode. Der tilbagebetales ikke allerede betalt kontingent.